Ged og får

Billige Maedi-Visna/CAE-antistofanalyser bliver til en permanent ordning

tirsdag 15 jan 19
|

Kontakt

Lars Ole Andresen
Seniorrådgiver
DTU Veterinærinstituttet
35 88 62 82

Pr. 1. februar 2019 ændrer Center for Diagnostik DTU arbejdsgang ifm. undersøgelse for Maedi-Visna/CAE-antistoffer hos får og geder, til at blive gennemført én gang om måneden. 

Cirka 80% af de blodprøver centret modtager til undersøgelse for antistoffer over for Maedi-Visna/CAE-virus, indsendes som del af det frivillige Maedi-Visna/CAE-sundhedsprogram for får og geder. For at imødekomme et ønske fra de danske fåre- og gedeorganisationer, om en reduceret pris ved overvågning for infektion med Maedi-Visna/CAE-virus, indføres ny procedure for udførelse af antistofanalyserne. 

Ny procedure
Ved den nye procedure vil blodprøver til undersøgelse for Maedi-Visna/CAE-antistoffer, som modtages inden den 25. i måneden, blive registreret og prøveforberedt ved modtagelsen, og efterfølgende opbevaret og analyseret samlet sidst på måneden. Laboratoriesvar for disse prøver vil blive udsendt omkring den 1. i efterfølgende måned. Det er aftalt med SEGES, som administrerer Maedi-Visna/CAE programmet, at besætninger ikke vil miste status i programmet, som følge af den forlængelse af svartiden, som den ændrede procedure vil medføre.

Fordelen ved at samle prøverne sammen er, at der kan spares ressourcer ved analysearbejdet i laboratoriet, og centret vil i 2019 kunne tilbyde undersøgelse for antistoffer over for Maedi-Visna/CAE-virus til en pris på 59 kr. pr. prøve. 

På indsendelsessedlen gøres fremover opmærksom på, at Maedi-Visna/CAE-ELISA besvares omkring den 1. i måneden, hvis ikke andet er angivet. Dette gælder også, hvis der anvendes gamle indsendelsesblanketter.

Hurtigere svartid
Det vil fortsat være muligt at få undersøgt blodprøver for Maedi-Visna/CAE-antistoffer med en svarfrist på 3-5 dage, f.eks. hvis analyseresultaterne skal anvendes ved handel med dyr, til dokumentation i forbindelse med dyrskuer, sanering eller lignende. Hvis undersøgelsen ønskes udført hurtigere efter modtagelse af prøverne, skal indsendende dyrlæge angive dette tydeligt på indsendelsessedlen. Undersøgelsen vil i disse tilfælde koste 250 kr. pr. prøve.

Positive prøver
Prøver, der reagerer positivt i screenings undersøgelsen for Maedi-Visna/CAE-antistoffer, vil som hidtil, blive re-testet i laboratoriet. Hvis de fortsat reagerer positivt, undersøges de yderligere ved Agar Gel Immunodiffusion (AGID). Re-test og AGID analyse af positive reagenter er inkluderet i prisen for Maedi-Visna/CAE-ELISA undersøgelsen.
 
Det er SEGES, der behandler og rådgiver i sager om håndtering af positive reagenter, og om eventuelle opfølgende undersøgelser i besætningen i M3-sundhedsprogrammet. I tilfælde af positive reagenter i forbindelse med undersøgelser udført som del af M3-programmet, skal man derfor henvende sig til SEGES; e-mail: ltr@seges.dk eller telefon: 87405000. 

 

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.